Psykoterapeut uddannelse
Spiritualitet
Mennesket rummer inden i sig selv en kerne eller en essens af det vi dybest set ER. Dette inderste lag af vores identitet og bevidsthed rummer tilstande af væren, der ofte opleves som ubetinget kærlighed, fred, frihed og samhørighed. Disse tilstande er grundlaget og afsættet for spirituel bevidsthed. Disse spirituelle bevidsthedskvaliteter er i stand til at afbalancere vores måder at handle og være i livet på. Ofte er kilden til vores frustrationer og lidelser en oplevelse af, at være offer for egen og andres negative kritik eller afvisning. Oplevelser af at være forkert eller utilstrækkelig har som konsekvens, at vi føler os adskilt fra os selv og fra det guddommelige i os.
At være bevidst om vores inderste kerne, om vores sjæl og det vi rummer, giver os mulighed for at slippe vores personligheds evindeligt skiftende følelser og erkende vores bagvedliggende essens af evigt strålende kraft.
Den spirituelle psykoterapeutiske overbygning indeholder en omfattende samling spirituelle værktøjer, som er umiddelbart anvendelige inden for udviklingen af sjælelig bevidstgørelse og problemløsning.
Uddannelsen vil give dig konkrete redskaber til at kommunikere endnu bedre med dit og andres indre væsen.
Du vil lære, hvordan du opfanger og formidler spirituelle energier, "lytter" bag om personligheden og vejleder klienten til en dybere kontakt med sit guddommelige væsen.
Forløbet vil også indeholde esoterisk teori og praktisk fordybelse i dit eget sind.
Meditation vil indgå som grundlæggende redskab til selvfordybelse og eleverne skal påregne tid til daglige øvelser under hele forløbet.
Overbygningens hovedvægt lægges på transpersonel og klient centreret psykoterapi, samt Eksistentielistisk psykoterapi, som vil give dig fokus på egne spirituelle kriser gennem terapeutiske opgaver, hvor også din evne til at komme i kontakt med din intuition og dit højeste spirituelle sjælejeg vil blive aktiveret. Derudover vil der blive lagt vægt på metoder som: transpersonelle retninger, regressionsterapi, de menneskelige chok og kosmisk chok sammenhænge, tegne- og drømmeterapiens blide og dybdegående procesmetoder, integration og podning af de indlærte områder i de foregående år, med de ny tillærte psykospirituelle redskaber. Ydermere vil der komme en introduktion til den esoteriske og transpersonelle teori. Derfor vil der på sidste semester blive lagt hovedvægt på din evne til at sammenkoble og integrere disse podninger i et ægte værdisæt for dig som menneske og terapeut. I denne del af semesteret vil der være en begrænset introduktion af nye redskaber og i stedet et dynamisk spirituelt arbejde med at få alle redskaberne integreret.
Du vil også på overbygningen forsætte med at arbejde med træningen til terapeut, klient og supervisor systemet, samt løbende blive evalueret i din faglige og personlige udviklingsproces. Der vil være individuel vejledning i forhold til den personlige meditative proces efter behov.
På overbygningen arbejder vi udfra metodeteorier fra:
Eksistentielistisk, transpersonel og klient centreret psykoterapi
Læs mere om spirituel psykoterapi
Litteraturliste for den Spirituelpsykoterapeutuddannelse.
Modulerne under de sidste fire semestre :
Modul 12: ESSENSTERAPI
Udfra forståelsen om, at der findes en bevidst og mangfoldig kærlighedskraft, som er tilgængelig for alle i arbejdet med at slippe fortidens bindinger, tilstræber vi åbenhed overfor de muligheder der opstår ved at tilkoble sig andre bevidsthedslag. På den spirituelle overbygning arbejder vi kontinuerligt med fokus på at integrere særlige teknikker til brug for personlig udvikling.
På modul 1 bliver du introduceret til en ikke-retningsstyret meditationsform, som erfaringsmæssigt åbner for dybe udviklingsprocesser. Vi praktiserer med udgangspunkt i essensen af østens psykologi, ”DE FIRE ÆDLE SANDHEDER”, som er teknikker til personlig refleksion og vækst. Vi afslutter hver dag med et rensende og ikke-dømmende tilbageblik, hvor vi luger ud i selvcentrerede og fordømmende tanker og forestillinger. Disse grundlæggende og bevidsthedsudvidende teknikker giver dig muligheden for både, at styrke dit eget opmærksomhedsarbejde og arbejde med klienter, som enten befinder sig i en spirituel krise, eller ønsker at styrke deres udviklingsproces.
For at skabe fokus på din spirituelle udvikling præsenteres du på modul 1 for forskellige afklaringsredskaber, som f.eks.: ”DEN SPIRITUELLE ØKOLOGIRAMME”, som giver grundlag for at arbejde bevidst og målrettet hen til vores essens af harmoni og enhedsoplevelse.
Modul 13: KREATIVE PROCCESSER
På dette modul arbejder vi med kreative udtryksformer i den psykoterapeutiske proces. Vi har fokus på æstetiske læreprocesser, fænomenologiske tilgange og triangulære processer i arbejdet med farver og udtryk. Kunstterapien åbner for det sansebaserede, det ubevidste og rummer en subtil, spirituel dimension. Selve den kreative proces, der er omdrejningspunktet i terapien, er et udtryk for noget fællesmenneskeligt iboende. Til alle tider har vi udtrykt vores indre i det ydre og derigennem søgt at forstå vores eksistens og vores betydning som individ. Det er selve denne materielle synliggørelse, som kunstterapien bevæger sig omkring. Der er tale om en proces, der fører os steder hen, som vi rationelt og med ord hverken kan forudse eller bestemme. En proces, hvor det skabte udgør et fælles tredje, som igennem den terapeutiske integrative tilgang kan sanses, bearbejdes og genintegreres med en ny og dybere bevidsthed.
Modul 14: CHOK & TRAUMER
På modul 14 arbejder vi med den teoretiske forståelse af krisens forskellige faser i udvikling og bearbejdning. Vi ser ligeledes på PTSD (post-traumatic-stress-disorder), årsager og symptomer, samt forløsning af traumatiske erindringer, såsom overgreb, omsorgssvigt, vold, samt psykoterapiens muligheder i arbejdet med klienter i sådanne livssituationer. Vi skal arbejde med forskellige psykoterapeutiske greb og teknikker samt palpere strukturen af et traume.
At leve med traumer og bære sig selv igennem livets vilkår. Hvis vi ikke kan ændre vilkårene, kan vi måske finde ressourcerne til at stå på benene i det og trække vejret igennem det.
Modul 15: TRANS-GENERATIONELLE TRAUMER & EPIGENETIK
På dette modul fortsætter vi undersøgelsen af fænomenet traumer og breder det endnu mere ud. Vi vil komme ind på begrebet trans-generationelle traumer og se på hvordan traumer kan nedarves helt genetisk og neuro-strukturelt gennem generationer. Traumer kan også ramme en hel befolkningsgruppe, lande samt traumer der ligger som skjult kulturarv. Vi vil arbejde med tidslinjer og kigge nærmere på den studerendes egen traume tidslinje for herigennem også at kunne benytte færdigheden til en kommende klient. Arv eller miljø bliver her undersøgt og psykoterapiens force til at kunne bryde arven gennem et epigenetisk potentiale i det omstilbare nervesystem og ånd.
På dette modul bevæger vi og også ind i det transpersonelle aftryk af et traume og undersøger om der kan være et energetisk og åndeligt chokaftryk. Vi vil undersøge hvordan krisen eller det traumatiske også nogen gange kan blive et vendepunkt i et menneskes liv og med årene måske nærme sig, at blive en meningsfuld begivenhed, der har formet vedkommende i livet.
”Når jeg rammer dig, der hvor det gør allermest ondt – så husk:
hvem jeg i virkeligheden er”
Modul 16: PSYKODRAMA & EVENTYR TERAPI
Gennem livshistorien og eventyret, tilfører vi den terapeutiske proces berigende redskaber, som åbner døre ind til glemte drømme, fortrængte oplevelser, overbevisninger og bortgemte værdier. På dette modul opnår vi teknikker til bearbejdelse af reminiscenser, som bremser klientens livsudfoldelse og giver hermed klienten mulighed for, med accept og kærlighed, at se på sig selv som et HELT og unikt menneske, som rummer uanede ressourcer og følelser.
Med en teoretisk forståelse af tankemønstre, associationsdannelser og helhed bruger vi eventyret til at forstå de forskellige processer i klientens fortidige, nuværende og fremtidige liv.
Modul 17: MENNESKETS SYMBOLVERDEN
Vi skal på dette modul bevæge os ned i psykens dybere lag, et sted hvor hverdagssproget kommer til kort, og hvor vi må lære os det ubevidstes symbolsprog, hvis vi vil forstå selvets budskab. Symbolerne er dybe og fællesmenneskelige, arketypiske. De udgør et helt centralt aspekt i den transcendente rejse, hvor bevidst møder ubevidst. De er vores nøgle til det mytiske og mystiske i vores væsen og de er koordinater på sjælens kort, som viser os vejen hjem. Symbolerne dukker op i drømme og meditation, de er gemt i myter, sagn, eventyr og i billedkunsten og digtningen. De er nøglen, der kan låse op til vores ubevidste sind og danne bro mellem psykens to centre: jeg’et i det bevidste og selvet i det ubevidste. Vi skal arbejde med kunstens symbolik, visualiseringer og arketyper. Vi skal kigge på den alkymistiske psykoterapi. Og vi skal forholde os til Individuationsprocessen – vores eksistentielle søgen efter helhed.
Modul 18: TILGIVELSE – LIV & DØD
I forbindelse med nært forestående død opstår ofte en lang række spørgsmål, både for den døende og de pårørende; ”Fik jeg gjort det jeg skulle? - Hvor skal jeg hen? Forsvinder jeg helt? - Skal vi mødes igen? - Er der en himmel?” Modulet er rammeskabende for befriende debatter og foredrag, der udfra forståelsen om transpersonel bevidsthed giver anledning til et bredspektret arbejdsgrundlag med klienter som er i en dødsproces, eller klienter der igennem livet oplever dødsangst. Du vil tilegne dig psykospirituelle redskaber for stabilisering af fastlåste energier og rensning af menneskelige strukturer, hvis formål bl.a. er at fremme en dødsproces der er beriget af erkendelse og accept, for såvel den døende, som for de pårørende. Som terapeut og som en del af den døendes netværk, ser vi indad og arbejder med vores egen erkendelse af det fysiske livs ophør.
Med Resonans-funktionen udvider vi forbindelsen til vores visdomskraft og opnår et unikt redskab for kontakten til et uendeligt rum af ressourcer.
Modul 19: TRANSPERSONEL ÅNDEDRÆTSTERAPI & SILENCE
At gøre sindet stille, give slip på jordiske bindinger og tillade ændringer i personligheden, er grundlæggende forudsætninger for at arbejde på andre bevidsthedsniveauer. Vi laver en guidet Fokuseringstræning af, hvordan vi kan sænke sindets forsvar og tillade en dyb indre kontakt med det der virkelig er. Netop der er kimen til at opnå klarhed og indsigt. TRANSPERSONEL ÅNDEDRÆTSTERAPI, er et dybdegående og meget intens behandlingsform der, gennem en holotropisk oplevelse, lader krop, sind og bevidsthed forenes på ny. Denne forening skaber en kærlighedsfyldt og vis forståelsesramme for eksistentielle og karmiske udfordringer. Metoden opleves af mange, som den ultimative spirituelle oplevelse, hvormed tilgangen til livet efterfølgende vil være væsentligt forandret.
På dette modul arbejder vi respektfuldt og i dyb STILHED, udfra forståelsen om, at disse intense metoder virker stærkt forvandlende og at effekten vil formindskes ved at intellektualisere over de individuelle oplevelser.
Modul 20: FILOSOFISK EKSISTENTIEL LIVSPRAKSIS
Filosofi handler om evnen til at undre sig over livet. Eksistentiel psykoterapi om evnen til at håndtere livet, vi undres over. At dykke ned i de store filosofiske livsspørgsmål er en måde, hvorpå vi kan skabe rum for de ’forundringsøjeblikke’, der har deres liv i spændingsfeltet mellem eksistens og dannelse – mellem eksistentialismens fire søjler (ensomheden, friheden, meningsløsheden og døden) og filosofiens fire kerneværdier (det gode, det sande, det skønne – og det frie valg). Det er i dette spændingsfelt, vi erkender, at styrken i vores livsduelighed er proportionel med modet til at stå i det åbne – der hvor vi ikke er ledt af sikker viden, men af søgen efter visdom. Vi sætter fokus på integreret erfaring, værdibaseret livsførelse, åndelig praksis, et etisk udsyn og en selvkritisk refleksionsevne baseret på praksisfænomenologi og praksishermeneutik.
Modul 21: MEDITATIV FOKUSERINGS-TERAPI
Flere og flere mennesker ønsker at have meditation og fordybelse som en fast spirituel praksis.
På dette modul guides du til at arbejde med, at imødekomme disse menneskers ønsker om fordybelse via meditative tilstande, ud fra et terapeutisk energetisk fokuserings arbejde. En af vores nøgler til kontakt med altet, er at give slip og skabe en stille ro i hele vores fysiske legeme. Vi skal forholde os til din resonanssvingning, din egenfrekvens der kan svinge frit uden ydre påvirkning, når svingningen blot er begyndt.
Modul 22: TRANSPERSONLIG-PSYKOTERAPI
Transpersonlig-psykoterapi tager udgangspunkt i at hele selvet har brug for at være sundt for, at have den bedste balance i livet. I Transpersonlig psykoterapi ser vi på den del af mennesket som ofte ignoreres. Den fysiske krop bliver taget hånd om af en læge. En psykolog/psykoterapeut i det traditionelle felt vil behandle de psykiske symptomer. Så hvad gør vi når vi arbejder udfra en transpersonlig vinkel. Kort sagt vi arbejder med at skabe kontakt til sjælen. Hvad en sjæl er, vil være forskellig fra person til person. For nogle er det den udødelige del, der går til et andet eksistensplan efter den fysiske død. For andre er sjælen mere metaforisk, og det betyder de træk, der gør dig til dig. Uanset hvad din tro på sjælen er, fokuserer transpersonlig psykoterapi på ideen om, at vi er mere end vores fysiske krop, og forskellige niveauer af bevidsthed har brug for omsorg. Ved at studere transpersonlig psykoterapi kan en person hjælpe med at øge deres selvaktualiseringsniveauer og leve et mere helt liv. Vi skal forholde os til den samlede resonans med hele dig, som en dybde, et kærlighedskorn der svinger i en frekvens, ud fra et fælles indlejret hele, som også kaldes verdensånden.
Afslutningsvis stilles du overfor opgaven, at udforme etiske regelsæt, som ramme for dit fremtidige arbejde som psykoterapeut, eller som I denne forbindelse fremlægges også de gældende love og regler indenfor det psykoterapeutiske område.
Ekstra dag - EKSAMEN & CERTIFICERING
Præsentation af projekt, case samt klientsession under sensor supervision
Certificering som Spirituel psykoterapeut
Certificering som Spirituel psykoterapeut foregår som en teoretisk og praktisk evaluering i forbindelse med afslutningen af både grunduddannelsen og overbygningen. Certificering forudsætter desuden 95% deltagelse i alle 22 moduler (700 timer), samt deltagelse i minimum 90 timers gruppetræning = 60 assistentstyret og 30 selvstændige, 90 timers egen terapi, 90 timers givet terapi (klinisk), og 90 timers supervision, samt godkendte projekter (cases) 70 timer. Samlet i alt 1130 timer.